Hvordan det hele begyndte

Fra deprimeret designer til PaleoPower

I 2009 lukkede jeg min designforretning i Hovedgaden, hvor jeg havde syet brudekjoler mm siden 2002. Jeg var blevet syg. Havde daglige smerter i nakke, ryg og arme. Tabte ting ud af hænderne. Håret fald af, armene sov og fingrene var kolde og jeg kunne ikke holde på en saks, hvilket gjorde det umuligt at opretholde mit levebrød som frisør og designer umuligt. Derfor blev butikken lukket, og jeg sygemeldte mig 1.1.09.

At lukke sin butik, uden at det er ens eget valg, er ikke særligt sjovt, og det resulterede i en svær depression, hvilket kun gjorde smerterne værre. Når man er deprimeret, spiser man ofte det, der er nemmest. Og det er ikke det, der er sundest. Man lægger sig på sofaen, fordi man er træt, og det har ryggen ikke godt af! Det vender vi lige tilbage til.

Jeg var igennem et hav af røntgen- og MRscanninger, blodprøver, rygmarvsprøver og undersøgelser af flere forskellige læger. En læge mente det var gigt, en anden sclerose, en tredje noget tredje og sådan blev det ved. Det var enormt frustrerende blot at få at vide, at jeg måtte lære at leve med smerterne og gigten, og parykken, og med stor sandsynlighed ville få sclerose og flere attacs. I alt 9 kroniske diagnoser blev det til.

I 2010 besluttede jeg, at nu skulle det være nok. Hvis ikke lægerne kunne gøre andet end at give smertestillende medicin og ”lokke” med en udsigt til kørestol og pension, måtte jeg selv finde en bedre løsning. Kroppen var så svag, at en cykeltur føltes som et maraton og de daglige indkøb blev delt op, for vejede de mere end et par kilo var de for tunge. Det var som om at den 38årige havde en 83årigs krop.

På valgdagen i 2010 meldte jeg mig ind i fitnessdk for nu skulle kroppen have hjælp. Trods strenge smerter, måtte det være muligt at få bygget nogle muskler på den svage ryg, i håbet om, at den så bedre ville kunne bære resten af kroppen. Jeg fik fantastisk god hjælp af centerets instruktører og fysioterapeuter, og langsomt, meget langsomt, gik det fremad. Smerterne blev dog ved med at være der, men langsomt kom der mere styrke i musklerne, men en håndvægt, der skulle løftes over hovedet, skulle helst ikke veje mere end 2kg!

En dag hørte jeg om Paleo. Det, der også kaldes Stenalderkost. Hende, der fortalte om det, sprudlede af energi, en energi jeg savnede fra før i tiden, så jeg gav sig til at læse en masse bøger om emnet. DET blev vendepunktet! For der stod i de forskellige bøger, at kosten er årsagen til diverse smerter og lidelser, såsom gigt, depression, overvægt, diabetes, eksem, astma og mange, mange andre sygdomme. Bl.a. de sygdomme jeg led af. Det måtte derfor afprøves på egen krop. Det var jo intet at miste. Det kunne umuligt blive værre end det var.

Når man efterlever paleolivsstilen, er der en masse man ikke må spise. Ganske kort er det for eksempel forbudt at spise mad andre har fabrikeret (fx kage, slik, færdigretter, pålæg), mælkeprodukter, bælgfrugter, visse natskyggeplanter (kartofler fx), korn og pseudo-korn (alle meltyper, ris, pasta og den slags). Men i stedet for at fokusere på havd man ikke må, skalman fokusere på alt det lækre man MÅ spise: -grøntsager, kød, de rigtige fedttyper, nødder, bær og frugt.  Frisk mad, som Moder Natur har udviklet dem.

Det var lige noget, der tiltalte mig. Det meste af det, der er ”forbudt”, kan jeg nemlig ikke li´. Kartofler fx. Derfor lagde jeg min kost om fra den ene dag til den anden og gjorde som forfatterne til disse bøger sagde man skulle. Efter kun fem dage var der røget 4 kilo, humøret var i top og energien var tilbage. Det var helt fantastisk! Det er nu over 10 år siden, og som om vægttab, og energi ikke var nok, så er smerterne også forsvundet!

I april 2010 begyndte jeg som praktikant hos personlig træner og fysioterapeut Gitte R. Clausen. Hun underviste i fitnessdk og på klinik i Esbjerg. Jeg skulle hjælpe med at undervise på forskellige hold i Esbjerg, og deltage i vejledninger omkring træning og ernæring. Og blev certificeret Crossfitness coach. Siden er det blevet til en lang række andre uddannelser. Pt. er det fysioterapeutuddannelsen der studeres på UCSYD.

Vi oprettede en gruppe på facebook, kaldte den PaleoPower, og inviterede folk til gratis træning på Kikkebjerg, samt gratis kostvejledninger. Flere kilo fedt og mange liter sved er derfor forsvundet fra en masse mænd og kvinder i løbet af de år PaleoPower har eksisteret på Fanø. Træningen foregår forskellige steder i Fanøs dejlige natur, og der trænes med Kettlebells, elastikker, TRX, egen kropsvægt og medicinbolde. Træningen er for alle, både tykke og tynde, unge og gamle, og syge og raske.

Både Gitte og jeg har lært meget af praktikforløbet. Gitte har lært, at der faktisk er en anden løsning på mange forskellige slags smerter end smertelindrende behandling med nåle og massage. Og jeg har lært glæden ved at videregive sin viden om kosten og træningen til andre, der måske er i samme båd, som jeg selv var i. Vi har begge lært, hvor stor en indvirkning kosten har på vores liv og helbred. I 2020 regner man med, at ca. 70 % af alle sygdomme skyldes vores livsstil. Det er jo helt absurd. Hvorfor spise sig syg? Derfor vil jeg gerne hjælpe folk til at finde den rette vej til at spise sig raske.

Til at begynde med var der et enkelt hold, nu er der mindst et pr dag i højsæsonen! Hvis du vil være med til træningen, så klik ind på PaleoPowers gruppe og find datoerne for træningen. Alle er velkomne. Også selvom du intet aner om træning, eller hvis du er passioneret motionist. Praktikforløbet slutter midt i juli, og hvad de to finder på bagefter, vides endnu ikke, men du kan sagtens nå at træne med dem et par gange endnu.

Skriv et svar